TEMA: Should I Stay or Should I Go?

Når bægeret er fuldt!

Jakob Ravn

Spesialist i allmennmedisin

Illustrasjonsfoto: Colourbox

Man kan betragte det samme bæger som halvtfuldt eller halvtomt, men når bægeret bliver ved at fyldes, skal der til sidst kun en dråbe til at bægeret flyder over.

Jeg forlod min kommune og mine patienter 1. maj i år efter åtte år som fastlæge hvor jeg de sidste to år fungerede som kombilæge med funktion som kommuneoverlæge, helsestationslæge og fastlæge for 800 patienter.

Før pandemien holdt sit indtog var mit bæger fyldt med gode patientmøder på kontoret og på helsestationen, men jeg så også bægeret som halvtomt, fordi jeg ikke havde den indflydelse på egen arbejdshverdag, som jeg havde forventet at have som selvstændigt næringsdrivende fastlæge. For mange kan en paragraf 8.2-aftale sikkert være et rigtigt valg, men på et kontor med interne uenigheder og en økonomisk presset kommune, var løsningen ikke optimal for mig. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg som dansk uddannet speciallæge ikke havde tilstrækkeligt kendskab til ordningen, da jeg skrev kontrakt. Det er muligt at jeg havde trivedes bedre med forholdene, hvis jeg havde været bedre forberedt på i hvilke tilfælde jeg forventedes at tage selvstændigt ansvar og i hvilke tilfælde jeg forventedes at indrette mig som ansat.

Da pandemien kom, og jeg blev bedt om at være kommuneoverlæge, fik jeg pludseligt og uventet fyldt mit bæger med indflydelse og et meningsfuldt og unikt indhold, som jeg delte med kommuneoverlæge-kolleger i hele landet. At føle sig vigtig og værdsat kan man leve længe på, men selvom indholdet er godt, kan bægeret alligevel flyde over til slut.

Det sidste år har jeg ikke været den fastlæge, jeg gerne ville være. Jeg havde ikke overskud til at tage godt vare på mine patienter, og helsestationen blev ofte behandlet overfladisk, mens jeg håndterede smitteværnsproblematikker imellem patienterne. Jeg evnede (heldigvis) ikke at være ligeglad, og jeg var ikke i stand til at affærdige nytilkomne opgaver og pålæg med at »det må være kommunens problem«, for hvem er kommunen? Kommunedirektøren er ikke læge, og at flytte ansvaret ændrede ikke på at opgaverne var der og blev ved med at komme.

Da kommunen ikke var i stand til at skaffe mig lovet afspadsering (der var ikke vikarer at få, som ville påtage sig KOL-funktionen), således at jeg endnu en gang ikke kunne planlægge sommerferie med min familie, blev det dråben som fik mit bæger til at flyde over.

Når man debatterer fastlægekrise, peges der ofte på lette løsninger, men det er nok vigtigt at have for øje at vi fastlæger, både dem som bliver og de som har forladt ordningen, er en inhomogen flok med forskellige bevæggrunde for de valg vi gør. I mit tilfælde er mit valg betinget af mange dråber som over tid har fyldt et bæger til randen. Jeg er tidligere blevet spurgt om jeg vil dele baggrunden for min opsigelse med avisen, men jeg har afvist dette, da min personlige historie ikke har universel værdi i forhold til at redde fastlægeordningen, hvilket jeg fortsat synes er meget vigtigt.

Jeg vil ikke udelukke at jeg vender tilbage til fastlægelivet igen en gang, men denne gang flød bægeret til de grader over, og det var ikke muligt for mig at fortsætte længere. Jeg er netop begyndt som vikar på et rehabiliteringscenter, og det er endnu for tidligt at sige om jeg på sigt kan trives i en ny funktion langt fra flokken af dygtige og energiske almen- og samfundsmedicinere.

Som nævnt i ovenstående, har midt bæger også været fyldt med meget positivt indhold, og jeg mener fortsat at fastlægeordningen er den optimale løsning for at sikre hele befolkningen et tilfredsstillende helsetilbud. Mit bæger er i midlertid fuldt og jeg er indtil videre »gone«.